Herman Bang er født på Als d. 20. april 1857 og døde i Utah januar 1912. Han er ud af en børneflok på 6 hvor af han er den 3. Hermans far var præst og fik i 1863 arbejde i Horsens og i 1871 i Tersløse, da moderen døde. Derfor kom han også på Sorø Akademi og blev student i 1875. Samme år som hans far dør og derefter kommer han mest i sin farfars hus, men også han dør kun to år efter i 1877.
Herman Bang forsøger sig som skuespiller og forfatter, men får i starten mest succes med sin journalistik. Her skriver han for forskellige dagblade om kulturlivet og laver portrætter af forfattere. Portrætterne blev samlet til bogen ”realisme og realiteter” (1879).
Han udgiver også sin første bog ”Haabløse Slægter” i 1880, hvor han, som ofte set i Herman Bangs historier, tager udgangspunkt i sig selv. Her er det hans barndom, men også hans forestilling om, at han er den sidste tilbage fra en særlig slægt, han fortæller om. Han ender dog med at få en dom for pornografi for den, da hovedfiguren falder for meget ældre kvinde. I virkeligheden var Herman Bang dog bøsse, hvilket var ulovligt dengang.
Han havde, hvad vi ved af, ét lykkeligt kærlighedsforhold, som var til en skuespiller han mødte i Tyskland og rejste rundt sammen med til Wien og Prag i årene 1885-87.
Hans homoseksualitet gav ham mange tæv i pressen, og var en af grundene til at han så ofte rejst udenlands.
Hans særprægede attitude har med tiden givet anledning til meget spot. Udover sit homoseksuelle sidespring, var han meget nervøst anlagt og fik mange nervesammenbrud og var på den måde en meget skrøbelig personlighed. Han har også været indlagt på en pyskiatisk afdeling i 1891. Det var en periode, hvor han var igennem en af sine dybeste psykiske kriser.
Det han senere skal blive mest kendt for er hans indlevelsesevne og beskrivelse af de stille eksistenser. Det er stærke kvinder der er blevet svækket og lever deres liv passivt, hvis man overhovedet kan sige at de lever. Hans mest kendte historie ”Ved vejen” (1886) handler da også om en af disse kvinder.
Derudover er han kendt for sin naturalistiske og impressionistiske skrivestil, hvor han tager virkemidler fra teaterverdenen og putter ind i litteraturen, for på den måde at skabe en fornemmelse af at man er tilskuer til fortællingen og at det er virkeligt.
Herman Bang var en nuanceret forfatter der formåede at skrive utroligt meget, og utrolig meget godt. Ting der den dag i dag stadig læses ivrigt.
Herman Bang forsøger sig som skuespiller og forfatter, men får i starten mest succes med sin journalistik. Her skriver han for forskellige dagblade om kulturlivet og laver portrætter af forfattere. Portrætterne blev samlet til bogen ”realisme og realiteter” (1879).
Han udgiver også sin første bog ”Haabløse Slægter” i 1880, hvor han, som ofte set i Herman Bangs historier, tager udgangspunkt i sig selv. Her er det hans barndom, men også hans forestilling om, at han er den sidste tilbage fra en særlig slægt, han fortæller om. Han ender dog med at få en dom for pornografi for den, da hovedfiguren falder for meget ældre kvinde. I virkeligheden var Herman Bang dog bøsse, hvilket var ulovligt dengang.
Han havde, hvad vi ved af, ét lykkeligt kærlighedsforhold, som var til en skuespiller han mødte i Tyskland og rejste rundt sammen med til Wien og Prag i årene 1885-87.
Hans homoseksualitet gav ham mange tæv i pressen, og var en af grundene til at han så ofte rejst udenlands.
Hans særprægede attitude har med tiden givet anledning til meget spot. Udover sit homoseksuelle sidespring, var han meget nervøst anlagt og fik mange nervesammenbrud og var på den måde en meget skrøbelig personlighed. Han har også været indlagt på en pyskiatisk afdeling i 1891. Det var en periode, hvor han var igennem en af sine dybeste psykiske kriser.
Det han senere skal blive mest kendt for er hans indlevelsesevne og beskrivelse af de stille eksistenser. Det er stærke kvinder der er blevet svækket og lever deres liv passivt, hvis man overhovedet kan sige at de lever. Hans mest kendte historie ”Ved vejen” (1886) handler da også om en af disse kvinder.
Derudover er han kendt for sin naturalistiske og impressionistiske skrivestil, hvor han tager virkemidler fra teaterverdenen og putter ind i litteraturen, for på den måde at skabe en fornemmelse af at man er tilskuer til fortællingen og at det er virkeligt.
Herman Bang var en nuanceret forfatter der formåede at skrive utroligt meget, og utrolig meget godt. Ting der den dag i dag stadig læses ivrigt.
